Døgnstøtte til voksne med psykiske lidelser
Vi er et socialpsykiatrisk botilbud i Skive Kommune med døgndækning. Vi arbejder tværfagligt og tager udgangspunkt i din livssituation.
Vores tilgang bygger på Recovery og KRAP – en ressourcefokuseret, anerkendende og pædagogisk tilgang.
Vi har motionsrum, sanserum og gode udendørs faciliteter til rådighed.
Vores fælles fokus
Trivsel og tryghed i hverdagen
Udvikling af færdigheder og livsmestring.
Mest mulig selvbestemmelse og deltagelse i eget liv
Fællesskab, relationer og meningsfulde aktiviteter.
Sådan arbejder vi
Støtten tilrettelægges individuelt, så den passer til dine ressourcer, behov og mål. Vi støtter dér, hvor der er behov, og hjælper dig samtidig med at bruge og udvikle det, du selv kan.
Sammen finder vi små, realistiske skridt, som giver mening for dig.
Hvad kan du forvente?
· Individuel og målrettet støtte med udgangspunkt i dine ønsker, ressourcer og behov.
· Støtte og guidning til praktiske opgaver, sundhed, relationer, aktiviteter og deltagelse i fællesskaber.
· Støtte til at finde gode måder at komme fra A til B på – fx gennem bustræning eller hjælp til kontakt med region eller borgerservice om transportmuligheder, hvis du er berettiget til det.
· Samarbejde om mål, der giver mening for dig, og som kan justeres, når dit behov ændrer sig.
· Mulighed for fælles aktiviteter, fx fællesspisning, kaffe, indkøb, motion, husmøder og ture ud af huset.
Et godt samarbejde
Det bedste forløb opstår, når vi samarbejder åbent og respektfuldt om det, der er vigtigt for dig. Vi forventer ikke, at alt lykkes med det samme – men at vi sammen øver os og følger op.
Opfølgning
Vi følger op på, om støtten hjælper dig, om du trives, og om målene fortsat passer til dine behov. Opfølgningen sker i samarbejde med dig og relevante samarbejdspartnere.
Midlertidigt tilbud: fokus på afklaring, træning og udvikling af færdigheder.
Længerevarende tilbud: fokus på at fastholde, udvikle og vedligeholde færdigheder.
Støtten tager udgangspunkt i din bevilling, din indsatsplan og de mål, vi arbejder med sammen.
Til samarbejdspartnere
Vi lægger vægt på et åbent og respektfuldt samarbejde, tydelige aftaler og løbende opfølgning. Pårørende og samarbejdspartnere inddrages, når det giver mening, og når der er samtykke.