Psykiatri- og Udsatterådet er Skive Kommunes råd til drøftelse af emner, der vedrører psykiatri- og udsatteområdet. Rådet repræsenterer de borgere i Skive Kommune, som har psykiske lidelser, psykisk sårbarhed, misbrug eller er socialt udsatte. Rådet rådgiver kommunen og det politiske udvalg. Rådet afgiver for eksempel høringssvar til kommunens budgetoplæg og til kvalitetsstandarder for området. Psykiatri- og Udsatterådet holder møde minimum to gange om året, den ene gang i forbindelse med høring af Skive Kommunes budget. Derudover mødes rådet en gang om året med Sundheds-, Social- og Forebyggelsesudvalget. I Psykiatri- og Udsatterådet sidder, udover repræsentanter fra Skive Kommune, repræsentanter fra Mødestedet, Den Blå Viol og pårørendeforeningen Bedre Psykiatri. Rådet sidder i en periode på fire år.