Jeg vil ikke kalde mig selv alkoholiker, jeg vil kalde mig misbruger
Kvinden her bor i Skive Kommune, og har været i alkoholbehandling på Rusmiddelcenter Skive. Hun fik behandling, efter misbruget eskalerede, og hun forsøgte at begå selvmord.
Hun har valgt at være anonym.
Her fortæller hun sin historie:
Inden jeg gik fra min eks havde vi et forhold til alkohol, som der nok er mange der har. Vi fik lidt vin i weekenderne, og måske når man lige kom hjem fra arbejde, men det var ikke sådan, at det var alarmerende.
Jeg kunne da passe mit arbejde.
Så gik jeg fra min eks. Lige pludselig skulle jeg i min alder stå alene. Det havde jeg ikke gjort før, for vi mødte hinanden tidligt. Så jeg kom faktisk direkte fra mine forældre og ind i et parforhold. Efter bruddet kom ensomheden og alt det, der følger med pludselig at skulle stå på egne ben.
Der er mange ting, man skal finde ud af. Der er mange praktiske ting; forsikringer, bank, hvordan fylder man sprinklervæske på bilen? Det anede jeg ikke noget om. Det var en hård kamp for mig. Jeg har altid godt kunnet lide at gå ud, men det eskalerede bare, dengang jeg blev alene. Så pludselig var det faktisk hver dag, jeg skulle have rødvin.
I starten gik det ikke ud over mit arbejde. Men det gjorde det til sidst, hvor jeg et par gange meldte mig syg på grund af tømmermænd og ikke kunne komme op på arbejde.
Jeg var god til at skjule det i starten, men trak mig fra de sociale arrangementer, og jeg var ikke god til at søge de veninder, som faktisk gerne ville være der for mig. Min søn opdagede det også, selvom jeg havde masser af undskyldninger og kunne drikke rødvin af kaffekopper.
Hen ad aftenen, når det var ved at være sengetid, havde jeg løbende gået og drukket i løbet af
dagen, og der har han nogle gange direkte spurgt: ”Mor, er du fuld?”
Jeg brugte lang tid på at planlægge mine indkøb. Altså, jeg måtte jo ikke løbe tør. Jeg har prøvet at løbe
tør ved 11-tiden om aftenen, men så vidste jeg, at der var en tankstation, der havde åbent. Og så
cyklede jeg derned, og det var da heller ikke forsvarligt. Det tænkte jeg bare ikke på.
Førhen var jeg den person, der ikke kunne forstå, at folk kunne bruge deres tid på værtshuse. Men nu
gjorde jeg det selv, og det var lige meget, om det var mandag, tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag. Og
så havde jeg en veninde, som jeg gik ned i byen med allerede om formiddagen. Kl. 12 sad vi allerede på
værtshusene. Det var jo uforsvarligt, det kan jeg godt se i dag. Jeg kunne ikke reagere, hvis der var
noget med min søn.
Jeg har haft det sådan, at det ikke var mig at skulle leve det vilde liv, men jeg gjorde det alligevel. Men på et tidspunkt havde jeg det sådan, at nu var det nok, men jeg kunne bare ikke stoppe. Jeg havde løjet for min læge, som havde spurgt, om ikke jeg havde et alkoholproblem. Men der benægtede jeg og sagde, at jeg nok selv skulle styre det. Jeg sagde, at jeg kunne stoppe fra den ene dag til den anden. Men når jeg gik fra lægen gik jeg direkte ned på et værtshus, for der var ingen, der skulle bestemme, hvornår jeg
skulle holde op med at drikke. Det skulle jeg nok selv styre.
Men jeg troede ikke selv på det. Der havde misbruget så godt et tag i mig, at jeg ikke bare kunne stoppe.
Jeg begyndte selv at tænke, at der skulle ske noget, jeg kunne ikke fortsætte sådan her, det var ikke
mig. Så på et tidspunkt, hvor jeg sad sammen med en veninde og drak, fik jeg en sms. Det var fra min
søns kammerats mor, som skrev til mig, at hun syntes at jeg skulle være der noget mere for min søn og
droppe alkoholen. Der tænkte jeg: ”Hold da op, jeg er ved at være så langt ude, at andre kan se, at jeg
har et problem.” Og det satte noget i gang inden i mig. Men jeg kunne ikke selv stoppe det. Der havde
jeg også været igennem et selvmordforsøg.
Efter selvmordsforsøget fik jeg besøg af mobilteamet. Jeg kan huske, at han kom fra mobilteamet om
tirsdagen. Vi havde været på værtshus både fredag og lørdag og så igen mandag. Men jeg tog tidligt
hjem, for jeg vidste, at jeg skulle have besøg af mobilteamet. Så jeg skulle simpelthen være frisk, der
var ikke noget han skulle opdage på mig. Men på en eller anden måde er de jo rigtig gode til at se
igennem en. Så jeg kunne stå der og tænke, at jeg var nok så frisk, men det første, han sagde til mig,
var: ”Hvordan pokker er det, du ser ud?”.
Og så kom det bare, så lagde jeg simpelthen alle kortene på bordet. Hvordan det stod til,
hvordan jeg havde løjet for ham. Hvordan jeg havde løjet for min læge, hvordan jeg havde
løjet for omverdenen, og hvordan jeg havde løjet for mig selv…
Vi ringede til Rusmiddelcenteret, og de spurgte, om jeg selv kunne afruse mig. Det kunne jeg ikke, og i
samråd med min læge kom jeg væk til afrusning i en uge. Jeg skulle komme direkte op på
Rusmiddelcenteret bagefter. Så efter afrusningen tog jeg bussen fra Holstebro til Skive, og skulle direkte
herop til Rusmiddelcenteret. Men jeg var flov over at komme her, rigtig, rigtig flov. Men det skal man
bestemt ikke være flov over, det skal man kaste bort og så klappe sig selv på skulderen i stedet...
Jeg satte mig ind i en taxa og jeg turde ikke sige hvor jeg skulle hen, så jeg sagde bare, at jeg skulle op
på politistationen. Så sagde taxachaufføren: ”Jamen du har da ikke din uniform på?”. Men jeg sagde, at
den lå i tasken, jeg skulle ikke sige, at jeg skulle herop, for det var så flovt. Så jeg kom med min store
taske og havde det helt forfærdeligt.
Det, at jeg ikke skulle drikke mere, det var jeg ligesom afklaret med. Det er mig, der bestemmer, og jeg ved, hvad jeg vil. Mit liv skal simpelthen være bedre.
Da jeg først kom op på Rusmiddelcenteret, var det helt fantastisk. Altså, jeg var nervøs over at gå op ad de ståltrapper. Men da jeg så først trådte ind ad døren, blev jeg modtaget varmt af personalet. Jeg havde jo ingen forestilling om, hvordan det var. Men jeg synes, her bagefter, når jeg kommer her, at det er skønt og dejligt. Der bliver hilst på en, og man bliver ikke set ned på. Man er bare en person.
Efterfølgende har jeg gået til samtaler og behandling på Rusmiddelcenteret. Gruppebehandling for
eksempel. Og det er simpelthen så godt. Sommetider tror man, at man er ene om at tænke de ting, men
så kommer man til at høre, at sådan har de andre det også. Så det er helt normalt, og vi støtter
hinanden. Vi får nogle værktøjer, vi kan arbejde med. Jeg kan se nu, at det altid lå til mig at være den,
der trådte til og hjalp. Og så tænkte jeg ikke lige på mig selv. Så det er jeg blevet rigtig god til. Lige at
tænke mig om, inden jeg siger ja eller nej til noget. Vil jeg det her? Jeg tænker faktisk meget på mig selv
nu, og gør også meget det, som jeg lige har lyst til.
Efter jeg er kommet ud af misbruget har fået mit liv tilbage. Jeg er meget mere frisk og glad.
En helt anden gejst i tilværelsen. For førhen, da jeg havde et misbrug, handlede det kun om det.
Jeg har været uden antabus i en uge nu. Og det er bare rigtig, rigtig dejligt. Fordi jeg har den holdning
og har besluttet, at jeg ikke skal være misbruger. Så jeg rører det ikke, og jeg kommer aldrig til det. Jeg
vil ikke. Og jeg har det dejligt, når jeg sidder i sociale sammenhænge, og der er alkohol, så tænker jeg:
”Det er godt, det ikke er mig”. Det gør jeg virkelig.
I dag er kvinden ædru og tager ikke længere antabus. Hun er stadig i kontakt med Rusmiddelcenter
Skive, og har tilbudt sin hjælp til andre, der måske kan have brug for en snak om at søge hjælp til at
komme ud af et misbrug.
Det er blevet nemmere at leve
Thomas er en ung, hårdtarbejdende mand, som bor i Skive Kommune. Thomas har drukket, siden han var teenager, og valgte efter en periode med selvmordstanker at gå i behandling for sit misbrug
hos Rusmiddelcenter Skive. Her fortæller han sin historie:
Jeg kan ikke sige lige nøjagtigt, hvornår jeg blev alkoholiker. Men jeg begyndte at drikke ligesom alle andre i Folkeskolen, i 9. eller 10. klasse. Og som 18 eller 19-årig, blev det hver dag. Dengang havde jeg ikke penge til at sidde på værtshus, så det var jo ikke 15 øl om dagen, men jeg begyndte langsomt at tjene mere og mere, og så steg forbruget ligeså langsomt. Lige pludselig sidder man ikke på værtshus mere, så kan man sidde hjemme og drikke for sig selv. Og når man begynder på det, så køber man øl ved købmanden eller fra Tyskland, og så er det billigere, og man kan drikke lidt mere.
Der er ikke nogen i min omgangskreds, der er i tvivl om, at jeg har drukket utrolig mange øl
igennem livet. Det er ikke noget, der kommer som en overraskelse for nogen. Det har jeg
aldrig lagt skjul på…
Jeg er lavt uddannet fabriksarbejder, og der er det jo meget normalt, at man tager en fredagsøl. Det er blevet mindre nu, men hvis du går ti år tilbage, så betød det ikke noget, at man tog en bajer i middagspausen. Det første firma, jeg arbejdede for, der tog vi en bajer i middagspausen. I dag er det
anderledes, det må man ikke nogle steder længere.
Hver eneste morgen, når jeg skulle på arbejde, døjede jeg med tømmermænd. Jeg har altid døjet meget
med tømmermænd. Jeg har nogle kammerater, som drikker utrolig meget, de har aldrig tømmermænd.
Det har jeg altid døjet med, bare 6-7 øl, så kan jeg mærke det i hovedet bagefter.
Når jeg havde ferie, så drak jeg endnu mere. Jeg stod op kl. 7 og tog den første bajer, og så
drak jeg, indtil jeg skulle i seng. Det var min sommerferie.
En uge før jeg henvendte mig på Rusmiddelcenteret, var der en dag i sommerferien, hvor vejret var godt,
og den sommer havde vi simpelthen ikke sommer. Men så var der lige en dag hvor det var godt vejr,
hvor jeg skulle ud at slå mit græs. Jeg stod og tænkte, at det blev godt vejr, og jeg skulle have slået
græs, jeg tog lige en øl, og kiggede ud af vinduet.
Jeg skulle lige have en øl til, og så lige en til og en til. Inden jeg fik taget mig sammen til at rejse mig op, og kom ud og startede min havetraktor, havde jeg drukket syv øl. Jeg skulle drikke syv øl før jeg kunne engagere mig. Det tager en halv time at slå det græs… Jeg tænker tit, at det er utroligt så mange jobs, jeg har kunnet beholde. Også selvom jeg nogle gange er mødt beruset op på arbejde. Jeg er aldrig blevet fyret på grund af alkoholen. Jeg er blevet spurgt af en chef; “Thomas, har du drukket øl i dag?” da jeg mødte op. Men jeg svarede “ Nej nej, det har jeg ikke”, men jeg stank jo langt væk af alkohol.
Jeg havde på et tidspunkt en rigtig god værkfører, så mødte jeg pissefuld op på arbejde, hvor der var et
eller andet problem med de varer, jeg fik leveret, og så svinede jeg ham til. Jeg tænker over i dag,
hvorfor han ikke fyrede mig. Jeg må have været dygtig til mit arbejde. Det tror jeg er derfor.
Hvis jeg selv var chef, og der dukkede en mand op og svinede mig til, som var så fuld, så
havde jeg fyret ham.
Jeg fandt sammen med min eks for omkring 3,5 år siden. Hun havde fat i mig mange gange og sagde
“Thomas, du drikker for meget”, hun ville ikke være sammen med en, der drak så meget. Men det var
den sædvanlige benægtelse. Det endte med, at hun sagde det mange gange, og det ville jeg ikke høre
på. Så droppede hun mig, hun gad det ikke. Så kom jeg lidt længere ud, begyndte at drikke endnu mere,
og kom så ud i noget rigtig træls med selvmordstanker.
En dag kontaktede jeg min søster, hun er det eneste familie, jeg rigtig har. Jeg skrev farvel til hende over
sms. Jeg var nået langt ud og var pissefuld og gad ikke mere. Min søster og hendes mand tog fri fra
arbejde, og kom og besøgte mig. De satte sig ved et bord sammen med mig og sagde, at jeg skulle søge
hjælp, og at jeg havde et problem. Det vidste jeg et eller andet sted godt, og samme dag kom min eks
og tog også en snak med mig. Jeg har aldrig spurgt, for det er lige meget, men jeg tror, at de har
snakket sammen inden. Det var det, der fik mig overtalt til at gå i behandling.
Ham manden, jeg købte øl af, han er selv gammel alkoholiker. Han sagde, at han kunne hjælpe mig og
køre mig på Rusmiddelcenteret, det havde han selv gjort for 8 eller 9 år siden. Så han ville godt hjælpe
mig i gang med behandlingen. Men det kunne jeg godt selv. Så en mandag med bragende tømmermænd
kørte jeg på Rusmiddelcenteret.
Det var svært at tage den tur op af trappen. Det kan virke som et nederlag at gå herop og
fortælle, at man drikker for meget.
Men jeg fik en vældig positiv velkomst, og så kom jeg i gang. Men jeg gik også og havde det ad helvede
til. Det gjorde jeg virkelig. Det var virkelig slemt den sidste måneds tid. Jeg kom ind til konsulenten, (navnet er fjernet, red.) og uden hende, havde jeg ikke klaret det. Hun er utrolig dygtig til at snakke med mig. Der er sådan en dejlig ro, når man kommer ind og snakker med hende. Jeg synes, at man kan mærke, at hun går op i det og interesserer sig for den person, der er der. Det giver en form for tryghed, og jeg har det godt med at snakke med hende.
Jeg ved jo godt, at der er tavshedspligt, men jeg føler også virkelig, at den snak vi har, den bliver derinde. For mig betyder tryghed meget, når man skal tale om det her. Uden hende havde jeg ikke siddet her ædru.
Jeg troede ikke, at man bare kunne troppe op og få hjælp. Men når man først kommer herop,
så kører det jo egentlig så nemt bagefter.
I starten gik jeg til samtale en gang om ugen, og da jeg fik det lidt bedre, blev det en gang hver 14. dag,
og til sidst en gang om måneden. Og det er gået rigtig godt. I starten blev det nødt til at være en gang
om ugen, der skulle det holdes ved lige hele tiden. Det er jo der, det er sværest.
Ligesom når man stopper med at ryge, sådan havde jeg det med øl. Hver dag efter arbejde tog jeg hurtigt hjem, satte mig ved bordet og tog en smøg og en øl. Sådan har det været i 10-15 år, og så skal man til at vænne sig til ikke at gøre det – det er altså svært. Det er nok svært at forstå, når man ikke har
været der. Men det er virkelig svært.
Dengang jeg drak, kunne jeg godt lade være at spise en hel weekend. Efter rundstykket i 9-pausen om
fredagen, spiste jeg ikke igen før mandag på arbejde. Så fik jeg kun bajere og cigaretter i weekenderne.
Før gik jeg også meget tidligt i seng, jeg var træt efter en arbejdsdag og ti øl. Men jeg døjede med at
vågne flere gange og få tømmermænd i løbet af natten. Så når jeg mødte på arbejdet, var jeg meget
træt. Det er ikke helt det samme mere.
Nu går jeg i seng ved 22-23 tiden, og så har jeg jo ikke tømmermænd, når jeg vågner. Jeg er stadig lidt morgensur, men meget mere frisk. Før, når jeg mødte kl. 6, var det ikke før til middag, at jeg begyndte at blive menneske igen.
Jeg har altid ment, at jeg ikke havde et problem. Det var tabere og svagpissere, der skulle
have hjælp til at stoppe.
I dag er det jo en fornøjelse ikke at have det ad helvede til, når man skal på arbejde. Alt er blevet mere
overskueligt, og psykisk har det gjort en kæmpe forskel for mig at stoppe med at drikke. En uhyggelig
stor forskel. Jeg var nærmest i en depressionslignende tilstand og havde selvmordstanker og den slags.
Efter jeg er holdt med at drikke, er jeg blevet mere positiv.Alting ser ikke så uoverskueligt ud.
Thomas er efter en periode med antabus og samtaler på Rusmiddelcenteret helt ædru i dag. Han hjælper
andre mennesker, når de henvender sig til Rusmiddelcenteret, ved at fortælle sin historie, hvis de er
utrygge ved at skulle starte i behandling.
Man skal ikke give op
Sanne er en ung kvinde på 28 år, som bor i Skive Kommune. Hun har siden efterskoletiden levet med psykisk sygdom. Sanne har, gennem blandt andet Skive Kommune, fået hjælp til at håndtere sin psykiske sygdom. I dag havde Sanne muligvis ikke fået den diagnose, da hun nok ikke længere lever op til de kriterier, der er for at blive diagnosticeret med sine pågældende diagnoser. Sanne laver en del frivilligt arbejde for at sætte
fokus på psykisk sygdom og de fordomme, der er omkring dette.
Her fortæller Sanne sin historie:
Jeg startede med at få diagnosticeret en depression, da jeg var 17 år, mens jeg gik på efterskole, og så var jeg i behandlingsforløb for det i Herning. Da jeg var færdig i behandling, blev jeg ved med ikke rigtig at kunne få tingene til at hænge sammen, og så kom jeg ind til nogle samtaler igen, og
så tænkte de, at jeg havde ADHD. Så fik jeg dén diagnose og fik noget medicin, og jeg kom i psykoedukationsforløb, der handler om læring om egen sygdom og hvad, man kan gøre for at håndtere den.
Jeg kunne ikke rigtigt relatere til det, vi fik undervisning i. Så efter noget tid så fandt de ud af, at jeg ikke havde ADHD alligevel. Så tog de diagnosen væk igen, og så kom jeg i behandling for angst i Viborg på noget, der hedder angstklinikken. Efter det gik der nogle år, og så snakkede jeg med nogle
forskellige folk igen, og så blev jeg udredt på ny og fik diagnosen emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse,
som er den, der hedder borderline i daglig tale.
Så er det ligesom dér, jeg diagnosemæssigt er landet.
At få diagnoserne har været med blandede følelser. Det er ikke så rart at skulle identificere sig selv med at være syg.
Da jeg fik borderlinediagnosen, havde jeg det sådan, at det var dejligt, fordi jeg bedre kunne genkende mig selv i det billede og følte, at de havde ramt rigtigt. Så der var noget rart over at føle, at nu bliver jeg endelig set rigtigt, og så var det jo rart, fordi jeg fik lov til at komme i det rette behandlingsforløb, som foregik her i Skive. Samtidig så kom der hele den følelse med: ”okay, jeg er syg”, og det skulle jeg ligesom finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til at formidle det til andre mennesker. Det var egentligt mere overvældende, end jeg havde forestillet mig.
Jeg havde ikke lyst til at fortælle folk det, fordi jeg var bange for deres fordomme og var lidt flov over diagnosen. Jeg begyndte i psykiatrien i Skive på klinik for affektive lidelser. Så jeg kom i et nyt psykoedukationsforløb for at lære noget om, hvad det vil det sige at have den her borderlinediagnose, og hvad er det for nogle symptomer man har. Og så var jeg i noget gruppeterapi, hvor vi sad i rundkreds og snakkede sammen med et par psykologer omkring nogle forskellige emner. Jeg fik også noget medicin og begyndte så småt at få det lidt bedre.
Jeg syntes, det var rart, at jeg havde adgang til den hjælp, jeg havde brug for, samtidig med at det er hårdt at arbejde med sig selv.
Jeg har oplevet, at det har været rigtig svært at sætte ord på og rigtig svært at beskrive de her forskellige
tilstande. Jeg har også oplevet det her med, at det er et meget tabubelagt emne. Jeg gik som sagt på efterskole, da jeg fik depressionsdiagnosen og påbegyndte også noget behandlingsforløb dengang. Jeg var derfor en del væk fra skolen, så de andre elever skulle også have at vide hvordan og hvorledes.
Det blev min kontaktlærer, der skulle fortælle det til klassen. Han fik forklaret, at jeg havde en depression og sammenlignede det lidt med det at have en brækket arm, hvilket der krævede behandling. Der var ikke nogen, der sagde så meget og det var der egentligt heller ikke efterfølgende. Så det var lidt noget, alle vidste, men der var ikke rigtig nogen, der talte om det, og der var ikke rigtig nogen, der talte med mig om det, og det syntes jeg var meget ubehageligt.
Jeg har også oplevet det her med, at folk måske ikke helt forstår det eller ikke helt tror på psykiske sygdomme og har været sådan lidt: ”skal du ikke bare tage dig sammen?” og lidt i den tone: ”at det hele kan jo ikke bare være sjovt”. Så det har været lidt af en kamp.
Angst, synes jeg, folk generelt bedre kan relatere til, fordi det har de fleste i en eller anden grad selv oplevet.
Vi kender alle sammen til at være bange eller opleve frygt for et eller andet. Borderlinediagnosen er en af
dem, der er mange fordomme omkring, så det har også været svært. Jeg har selv skullet finde ud af at sætte
ord på det, fordi folk har haft det med at antage ting, men det er svært at forklare.
Som den fine titel emotionel ustabil indikerer, så er det noget med, at følelserne hurtigt svinger. Der skal ikke så meget til, og det kan skyldes alle mulige småting. For eksempel hvis jeg har en aftale med nogen, og de ikke overholder den, så kan jeg blive helt vildt vred og ked af det og tage det meget personligt. Man ser ofte tingene meget som sort eller hvid. Man kører meget ud ad en tangent, hvor man ikke rigtig får nuancerne med. Når man er i følelsernes vold, så kan man få lyst til at handle på dem. Men det er sådan noget, jeg har lært at være opmærksom på.
Det lærer man også med tiden - at man ikke lige skal handle, når man er i følelsernes vold.
Man skal jo have bevidstheden om, at man har nogle uheldige tendenser. Man kan sige, sådan som jeg er, har jeg jo bare været og fungeret i mange år, og det er der ingen onde intentioner i, men man finder måder at håndtere forskellige ting på, og så er nogle metoder mere hensigtsmæssige end andre.
Dengang før behandlingen, fik jeg ikke passet ordentligt på mig selv, fordi jeg bare væltede rundt i mine følelser og tænkte ikke så meget længere end det.
Og noget af det, jeg har lært i behandling, er blandt andet at regulere følelser og selvfølgelig også registrere dem først. Der er mange forskellige værktøjer, man kan bruge, men et af dem er for eksempel at handle modsat.
Når man er trist, så bliver man tit passiv og så kan det være en god idé at gøre noget aktivt, og det kan jo så både være at gå en tur, eller hvis du kan handle på det, der nu er årsagen til, du er ked af det.
Jeg er blevet meget bedre til at fange det i opløbet, så jeg ikke når de samme højder/dybder, som jeg gjorde før, fordi nu opdager jeg, at jeg er på vej i en retning, så kan jeg ligesom gøre nogle forskellige ting for at stoppe det. Det er blevet så automatiseret. Depression har jeg ikke længere.
Angst kan jeg have i perioder, hvis der er noget, der udløser det. Nu har jeg haft det nogenlunde i nogle år. Angsten kunne før i tiden bliver udløst ved for eksempel noget med forandringer og noget med at være bange for at være alene og utilstrækkelig. Det var svært for mig at slappe af. Det hele kørte bare rundt. Angst og tanker hænger meget sammen. Man har de her katastrofetanker. Man tænker alt muligt worst case scenario, og så følger kroppen bare med reaktionsmæssigt.
Noget af det, jeg har været mest glad for, som Skive Kommune har tilbudt mig, det har været min mentorstøtte. Jeg havde mentor i en del år, og det var jeg glad for. Det synes jeg har været en god hjælp, og det har jeg været taknemmelig for, at jeg fik lov til at have i så lang tid. Dels så aflastede min mentor mine nære relationer. Især min familie. De kunne blive min familie igen og ikke mine redningspersoner. Og så det her med at have én, man kunne tale med om tingene, der fulgte mig og som kunne rådgive mig.
At det så er den samme, der kom gennem årene, betød selvfølgelig også meget. Så får man bygget en god relation op.
I dag har jeg det godt, og jeg ved ikke, om jeg stadig ville opfylde kriterierne, hvis jeg blev udredt for at have Borderlinediagnosen.
Det er jeg ikke sikker på, men det er ikke afgørende for mig. Det er afgørende er, hvordan jeg har det, og så er jeg sådan set ligeglad med, om der står i nogle papirer, at jeg har en diagnose eller ej. Jeg har gennem årene lavet en del frivilligt arbejde, blandt andet i ”En af os”, hvor jeg er ambassadør.
Her holder jeg foredrag om mit liv med psykisk sygdom og hvordan, det har været, og det gør jeg alle mulige steder både på skoler, arbejdspladser og i psykiatrien. Det har været rart at møde andre i samme båd, som havde en god forståelse, og så det her med at være med til at nedbryde fordomme og tabuer ved at fortælle om mit liv giver også rigtig god mening.
At man får vendt de hårde tider i livet til noget positivt.Det er også bare fedt at være nået hertil, fordi til at starte med løj jeg nærmest om min psykiske sygdom, hvis folk spurgte, fordi jeg ville ikke have, at folk vidste det og så til at stå ved mig selv med alt, hvad jeg indeholder.
Det giver meget selvrespekt. Så er jeg også frivillig instruktør på ”lær at tackle angst og depression”. Jeg er glad for at kunne hjælpe andre. Det er rart at kunne give sine erfaringer videre. Jeg sidder også i Psykiatri- og Udsatterådet her i Skive som brugerrepræsentant. Alt det her giver mig noget at stå op for. Jeg kæmper for de psykisk syges rettigheder og retten til at blive behandlet godt.
Jeg brænder virkelig for de her ting. Lige nu gør jeg det meget på frivilligbasis, men jeg skulle gerne ende med at have det som et reelt arbejde, så jeg også får en løn ud af det. Så har jeg en kæreste, som jeg har været sammen med i over fire år.
Vi bor i hus og skal giftes næste år, så det går også godt på den front. Så det går rigtig godt på mange måder og det håber jeg bare, det bliver ved med. Det lyder så klicheagtigt, men man skal ikke give op. Det er ti år siden, jeg kom ind i psykiatrien første gang, og jeg har brugt en stor del af de ti år på at nå til, hvor jeg er nu, men det kan lade sig gøre. Der er lys for enden af tunnelen, selvom vejen kan være lang og hård, og det er dét budskab jeg gerne vil være med til at sprede.